Kong Hardeknud Trop

Sommerlejren 2016

Årets sommerlejr gik til Ravnetroppens spejderhytte, Ellebomhus, i Gurre. Lejren startede søndag, hvor ulvene med stor ihærdighed fik bygget et lille overdække. Om aftenen besøgte ulvene den store Kong Louis, som havde fået stjålet noget af sit guld! Ulvene skulle derfor ugen igennem hjælpe Kong Louis med at få guldet igen. 
Spejderne gik igang med deres lejrplads, hvilket de fortsatte med mandag. Mandag var der også fælles strandtur - hvor nogle fik mere end bare 1 is...
Tirsdag skulle ulvene igennem nogle prøvelser, for at vinde noget af Kong Louis' guld tilbage. Spejderne drog afsted på hike i Egebæksvang Hegn, hvor de overnattede i shelter. Aftens- og morgenmad bestod af feltrationer fra Hæren - en sjov oplevelse for spejderne.
Onsdag aften kom den nye stammeleder, Ian, forbi til et flot lejrbål med god underholdning. Torsdagen gik, for spejdernes vedkommende, med at lave et sommerlejrskind. Sent om aftenen skulle de på et nat-orienteringsløb, der blev gennemført i en god tid. 
Kong Louis' bandarlog-aber havde fundet guld-tyvenes tilholdssted, og ulvene drog ud for at fange dem. De ældste ulve, som nu skal være stifindere, drog med stammelederen ud i skoven for at finde deres helt egen stifinderfjer. Torsdag var også dagen hvor Hans, Bjørns far, kom forbi og arrangerede træklatring for alle - helt op i 8 meters højde! 
Den sidste dag, fredag, gik med oprydning og små lege, inden flaget blev halet fra en dejlig sommerlejr i Gurre.

DEL PÅ: