Juleturen 2016 på Bassebjerg

Den første weekend i december byder, traditionen tro, altid på juletur. I år var ingen undtagelse, da vi drog afsted til Bassebjerg til julens spejderhøjdepunkt. Ligesom året forinden, var vi afsted med Kong Valdemars Trop og Erik Klipping Trop i bjælkehytten Bassebjerg i Nødebo.
Spejderne fra os, dvs. Freja, og Kong Valdemars Trop, mødte op klokken 9.00 på Torvet i Hillerød. Herfra skulle starten til årets julehike gå. I år skulle spejderne på et klassisk "kærre-løb". Hver patrulje fik udleveret en kærre, som de kunne lægge deres rygsække i på turen. Det hed sig, at kærren skulle med på alle poster - så da spejderne nåede Fruebjerg-bakken i Gribskov, blev det pludselig knap så sjovt at gå med kærre. 
Frem kom de, og indlogerede sig i Stalden ved Bassebjerg. På dette tidspunkt havde ulve og stifindere allerede været igang længe. Der blev lavet flot julepynt, som man kunne tage med hjem. For ulve og stifindere var der også arrangeret den store spejder-jeopardy, som alle deltog i med stor entusiasme. 
Der blev kokkereret til den helt store guldmedalje: Spejderne lavede flot chokoladekonfekt og lederne lavede dejlig julemad, herunder juleand stegt på spid over bål!
Om aftenen blev der råbt så meget efter julemanden, at han hellere måtte kigge forbi. Det gjorde han, men igen i år havde han valgt den forkerte skorsten! 
Søndag stod på det dejlige forældreløb rundt i skoven, hvorefter dem der ikke var mætte af gode oplevelser, kunne blive mætte af den dejlge efterfølgende frokost.

 
De Gule Spejdere | info.kht(at)konghardeknudtrop.dk
Jyskweb 2008