Wagadugo 2016

90 spejdere drog i slutningen af april til Maribo, fulde af forventninger til årets Wagadugoløb. Inden løbet havde hver patrulje fremstillet en foropgave, der i år var et sæt miniaturevægte støbt i tin. 
Spejderne fra Kong Hardeknud Trop var afsted med Isbjørne fra Kong Valdemars Trop. Undervejs var de på en masse spændende opgaver. For eksempel skulle de snige sig ind af nødudgangen til en bunker, for at undgå vagterne der patruljerede den. Andre opgaver bestod i at afhøre mistænkte gerningsmænd og smuglere, rapportskrivning på gammel skrivemaskine, fingeraftrykstagning og meget, meget mere. 
Da afslutningsparaden var færdig, gik der en rum tid før bussen kom. Så tropslederen valgte at købe Maribos største is til hver spejder - og så var ventetiden ligepludselig overkommelig.

 

Wagadugoløbet er en patruljedyst på spejderfærdigheder i en spændende handling, der foregår i 1930'ernes gangstermiljø. Spejderne assisterer PET i optrevlingen af organiserede kriminelle bander. De lokale gangstere, anført af mafiabossen Kaj Olsen, kaldet "Skallesmækker", er mistænkt for at smugle illegalt gods ind i den danske underverden - og det med meget ufine metoder. Med et tip fra Skallesmækkers veninde, den verdenskendte sangerinde Lullu Bell, var det nær lykkedes spejderne at fange Skallesmækker sidste år. Med nød og næppe undslap han i en ventende brandbil. Jagten på ham fortsætter til næste år.

De Gule Spejdere | info.kht(at)konghardeknudtrop.dk
Jyskweb 2008